Larksong Grotto deep down, you know that we are the same

Jeg søger ikke at vide, hvad der gemmer sig i dit sind. Jeg konstaterer blot, at der kun er ruiner tilbage, she remarked, her milky eye fixed upon her before she finally took a seat.

Det er sandt – jeg kan være nysgerrig, af og til. Men i dag tager jeg imod det, guderne har bragt mig, she added, her head bowed, gaze sly, a slow smile curling along her wide lips.

Ser du det ikke? Du er kommet her, fortabt, i søgen efter noget, der kan lindre de sår, ingen helbreder har formået at læge. She rose then, slipping once more into the winding paths, coiled like a viper lying in wait. Det er godt. Det betyder, at der stadig findes dem i Darukaal, som ærer guderne.

Like a serpent encircling its prey, Aspa folded in on herself, only to meet the gaze of the shattered soul once more.

Kom til min hytte. Jeg vil hjælpe dig med at samle dit splintrede sind, Flænget Sjæl, she cackled, her form slowly melding into the stone of the grotto walls.